Bloukrans Bungy Jump: Verdens højeste bungy jump

2 minutters læsning

Verdens højeste kommercielle bungy jump på 216 meter

Det er vigtigt at dokumentere, at man lever livet på kanten. Det gør jeg også. De er nu snu, de gutter. De har sørget for at techno-musikken brager ud af højtalerne, så jeg ikke kan råbe om hjælp. Så placerer de mig på en stol, hvor de binder mine fødder sammen, så jeg kun kan hoppe rundt som Snøvsen, og det giver selvsagt nogle begrænsninger for hvor omkringfarende, man kan være.

Men så kommer den virkelig bekymrende del. De binder en ganske tynd elastik om mine ankler, for de har rent faktisk tænkt sig at smide mig ud over kanten af en bro. Jeg er ved verdens højeste kommercielle bungyjump fra Bloukrans Bridge, som ligger nær Plettenburg Bay i Sydafrika. Og jeg skal snart springe.

Jeg bliver høfligt eskorteret hen til kanten af broen, og når jeg drister mig til at kigge ud over kanten møder mit syn først bunden af kløften 216 meter længere nede. Det er vist et skørt forehavende.

Jeg hopper forsigtigt så langt frem til kanten som det synes forsvarligt. Så beder gutterne mig om at hoppe længere frem, og pludselig står jeg med tæerne ude over kanten. Jeg kan med lige dele stolthed og bekymring sige at jeg lever mit liv lige på kanten - og somme tider endnu længere ud. Guiderne kører lynhurtigt sikkerhedsrutinen igennem, og så starter nedtællingen:

5-4-3-2-1-bungy…

Jeg springer så langt jeg kan. Jeg gjorde det sgu’. Gad vide om det var en klog disposition? Kig fremad. Sørg for at kigge fremad. Lad være at baske med armene. Vær sej. Rådene var mange, og jeg koncentrerer mig om at følge dem, for jeg vil ikke ligne en forkvaklet fugl på den video der optages af mig - og som jeg har tænkt mig at købe for at dokumentere min sindsoprivende livsstil.

Efterhånden skyder jeg en faretruende fart. Nyd det. Hvorfor blafrer mine kinder sådan? Kan jeg snakke? Det er som om at jeg forsøger at sluge noget luft for at bremse accelerationen, men det nytter naturligvis ikke.

Elastikken begynder at stramme. Sikkerhedsrutinen var altså ikke helt spildt. Da elastikken er helt spændt ud føler jeg mig lidt lige som enden af et viskestykke, der i kådhed bruges som et svirpende våben i drengenes omklædningsrum. Min krop er stadig hel. Heldigvis.

Farten tages langsomt af min flyvetur, og al mit blod har voldsomt travlt med at løbe op til mit hoved. Det er egentlig et under, at kroppen ikke er klogere, for der er naturligvis ikke plads til al den blod i hovedet, og det går ud over mine øjne, som har travt med at se - altså ikke at se sig rundt, men at se om de kan komme ud af mit hoved, forlade min øjenhuler. De forsøger flere gange, men de bliver på plads.

Jeg er derfor rigtig glad, da der kommer en fyr ned og får mig bugseret op i vandret, så jeg kan nyde at hænge over kløften. Som vi nærmer os broen igen, kan jeg igen høre technomusikken banke i baggrunden.

Nøgleord:

Opdateret:

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver ikke offentliggjort. Obligatoriske felter er markeret *

Indlæser...