København - Los Angeles

2 minutters læsning

Internationalt luftrum: Fra København til Los Angeles på en dag. En historie om forventning og ventetid.

I København. Står i lufthavnen. På vej til Los Angeles. Afdæmpet spændte. Afleverer vores bagage til flyselskabet. Vi har lidt for meget med i en af taskerne. Den er godt nok også tung at gå rundt med. Manden ved skranken sidder lidt. Taler lidt om, hvor dyrt det er at tage for meget med. Vi nævner kort, at vi bare kan pakke lidt om. Han tænker lidt. Snakker lidt mere om, hvor problematisk det er, at den ene taske er så tung. Alligevel beslutter han sig for, at han ikke gider at vente på, at vi pakker om.

Klar til at sige farvel til Danmark for en tid. Et års tid. Vi kommer sikkert til at savne det, familie og venner, men er også fyldte med forventning til, hvad der nu skal ske. Og måske også hvad der kan gå galt. Går igennem det første sikkerhedstjek. Sætter os og venter. Passer på vores ting. Venter på at det bliver vores tur. Stiller os i kø. Og venter. Venter på at det kommer til at gå hurtigere, og at tiden i køen føles kortere. Men det sker ikke. Vi skal igennem endnu et sikkerhedstjek. Og vi bliver tjekket. Uden problemer. Vi har ikke medbragt flydende sprængstof i vores håndbagage.

På plads i flyveren. Klar til at flyve til Seattle. Det er første stop. Men kun en pause, inden vi flyver videre til Los Angeles. Nyder flymaden. De siger det er frikadeller, men det er det ikke. Filmene skuffer. Til gengæld er der computerspil i flyet, som Dina morer sig gevaldigt med. Vi ender med at falde i søvn. Lander. Forsinket. Venter.

Fyldt med spænding kigger vi ud af vinduerne i flyveren. Det er mørkt. Og så alligevel ikke, for der er lys overalt. Vi kigger ned på Los Angeles, og vi bliver hurtigt enige om, at det er en stor by. Dina tænker sikkert: Der er nok mange forretninger. Jeg tænker: Jeg håber vi undgår alt for mange forretninger.

En lufthavn som alle andre. Dina har visum til slutningen af juli. Jeg får lov at blive her indtil slutningen af februar. Måske kan jeg få det forlænget. Hvis jeg vil vente. Venter på bagagen. Og det meste kommer. Mangler dog en taske. Ikke noget vigtigt. Bare irriterende. Efterlyser den hos en venlig dame. Hun advarer os mod at gå på gaden i dette kvarter. Ringer efter en Airport Shuttle fra Backpackers Paradise. Ankommer og får et værelse. En suite med både soveværelse og opholdsrum. Et dejligt sted. Vi er klar til at finde et sted, hvor vi kan bo det næste år. Et år hvor Dina skal blive klogere på UCLA, og hvor jeg skal blive klogere på et eller andet vigtigt. Det venter vi spændt på.

Opdateret:

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver ikke offentliggjort. Obligatoriske felter er markeret *

Indlæser...