Aften i West Street

Vi har sat os ned igen. For det er et rigtig godt sted. Betjeningen er smilende og rigtig venlig og opmærksom. De sætter en lerskål med glødende kul under vores bord, så vi kan holde varmen. Det er ret nødvendigt, for vi har sat os udenfor på verandaen af første sal, og selvom vejret er mildt, er det ikke varmt. Cafeen hedder Under The Moon, den ligger midt på udlændingenes gade, som er fyldt med spisesteder og souvenirboder, og den bliver rost i Lonely Planet. Når vi nu allerede er trådt i fodsporene af mange andre rygsæksrejsende og besøger Yangshuo, så kan vi lige så godt følge vores ligesindedes anbefalinger.

Nedenfor går en fløjtenist op og ned af gaden og spiller. Han har et bundt med flere forskellige fløjter hængede rundt om halsen, som han gerne vil sælge. Bag ham står to af de handlende og spiller med en forvokset fjerbold. De spiller med fødderne, som vi har set så mange andre steder i Kina. En lille pige i en foret silkedragt, som næsten ikke er større end en tændstikæske, leger med. Hun prøver kært at få bolden sparket op i luften med fødderne.

Mongolsk Hot Pot

Det ryger fra vores Hot Pot, som er en mongolsk specialitet, man kan få på mange af restauranterne i Kina. Denne er særligt udsøgt, syness vi. Kogende boullion står på enten et gasblus, over gløder fra kul eller som her på en elektrisk varmeplade. Råvarerne serveres rå, og så tilbereder man dem selv, inden man selv tager fra gryden med sine pinde og lægger over i sin lille skål. Jeg fanger en godbid og lægger i Dinas skål. Det er almindeligt i Kina, at man giver de andre ved bordet en lille smagsprøve.

Fløjtespilleren har stillet sig lige under verandaen og står nu og spiller. På den anden side er vi lidt facineret af en gymnast. Det er ganske vist bare en souvenir, min nu har den lavet krumspring om barren i en time i træk. Den bliver vist aldrig træt, så den kører nok på batterier. En japaner kommer forbi for at prøve fløjten. Han ser lidt utilfreds på fløjten, for tonerne bliver ikke, som han havde tænkt, at de skulle være. Fløjtespilleren viser ham, at der ikke er noget i vejen med fløjten.

De handlende keder sig lidt. Der er ikke så meget at lave, som der plejer at være. Men der kommer alligvel jævnligt nogle forbi, man kan forsøge at overtale til at købe noget. De starter på 170 yuan for et fint tørklæde. Lidt stædighed og du kan få to for 100 yuan. Det er off season. Vi har heldigvis vin i glasset. Fløjtespilleren spiller videre. Det er hyggeligt at iagttage livet i gaden. En dame kommer cyklende ind med en lille madbod. Hun stiller cyklen lige under hvor vi sidder. Så er der dumplings, som er dampet brød med en eller anden form for fyld inden i. De er lækre.

Vi betaler vores regning og går ned på gaden igen. Vi skal lige ud at kigge lidt på noget skrammel, som måske kan passe ned i vores rygsække. Vi går forbi den lille markedsbod, hvor de før stod og spillede med fjerbolden. Den lille pige ser rigtig glad ud og siger “hello”. Storesøsteren viser hende lige hvordan hun kan lave et fingerkys med begge hænder, og med det og et kæmpe smil bliver vi sendt videre ned af gaden for at købe ind. De lærer tidligt at charmere sig ind.

Da vi går hjem en times tid senere, går fløjtespilleren stadig rundt og spiller.