Boligjagt i Los Angeles

Los Angeles: Hvordan finder man noget at bo i, når man skal skære sig gennem trafikken med buslinjer, man ikke kender?

Hvor skal vi starte. Ja, vi starter fra Backpackers Paradise, men finder os en ny base på Venice Beach Cotel. Men hvor skal vi så starte. Byen er så stor. Los Angeles breder sig. Den er 50 kilometer lang fra nord til syd og 40 kilometer bred fra vest til øst. Vi vil bo i nærheden af UCLA, så vi tænker at det må være et godt sted at starte. Vi stiger på en bus. Heldigvis for det er noget for sig. Og faktisk en fin måde at transportere sig selv rundt i Los Angeles på. For kun $3 kan man få et ’daypass’ til Metrobusserne, mens man må slippe 75c for at køre med Big Blue Bus fra Santa Monica. Det er to forskellige systemer, så det kan godt snyde lidt – og så har vi endda ikke brugt Culver City-busses.

Da vi kommer i besiddelse af et kort med alle buslinjerne, er det ikke så svært at komme i den rigtige retning. Det tager bare meget længere tid, end man tror. For der er godt nok meget trafik. Og de snakker meget om det. Der er flere biler end mennesker, og at skaffe en parkeringsplads kan være noget vanskeligt.

Los Angeles har mere end 40.000 parkometre, 150.000 skilte med ‘parkering forbudt’, 41.000 ‘standsning forbudt’-skilte og 40.000 skilte med ‘tidsbegrænset parkering’. LA har omkring 600 parkeringsvagter, og indtægten er omkring 100 mio. $ hvert år fra bøder og parkometre. (Rejsen Rundt i Californien, Politiken 2001).

Universitetet er også rigtig stort. Der er 35.000 indskrevet og 23.000 parkeringspladser. Vi har heldigvis et kort, og vi går lidt rundt og beundrer de flotte bygninger, grønne græsplæner og glæder os på Dinas vegne. Det bliver spændende at læse på et af USAs store universiteter. Men først skal vi lige have noget at bo i. Vi får hjælp af en af DICOPs ansatte, som anbefaler UCLA’s interne Housing Program, The Daily Bruin, latimes.com og westsiderentals.com, og vi går rundt i kvarteret – og vi opdager at ‘one bedroom’ og ‘one bath’ betyder, at man har et værelse og et opholdsrum og naturligvis et bad.

Vi finder noget billigt i Mar Vista. En stor lejlighed, som først er istandsat om fjorten dage. Men den koster kun 850 US$ om måneden. Vi kigger på et mindre studio, som dog virker rimeligt stort til 900 US$ på Cadillac Street. En cool adresse.

Vi skaffer en telefon hos t-mobile, men Lars skynder sig at smide opladeren væk, så vi må købe en ny. Vi tager ud og ser på et guesthouse hos en pensioneret UCLA-professor, og vi kommer til at glæde os. Det koster godt nok 1300 US$, men beliggenheden er også helt fantastisk i Santa Monica – 25 minutter til stranden og 30 minutter til UCLA. Og han, Alfred, er samtidig rigtig flink, og det er et dejligt guesthouse, som dog kræver en kærlig hånd, men sådan en har Dina jo også.

Vi tager tilbage til vores hostel på Venice Beach, og vi håber. Og venter på at han ringer og siger, at vi er de heldige. Og det gør han så, og så henter han os endda. Vi flytter ind, flytter rundt, gør rent, og gør grundigt rent, og flytter lidt mere rundt, og føler endelig at vi er flyttet helt ind. Og nu mangler vi kun at købe en masse småting, siger Dina. Men så bliver det også rigtig hyggeligt. Og det har vi så gjort. Men vi er ikke helt færdige endnu, siger Dina.