En klipning til en million

7 minutters læsning

Jeg havde virkelig set frem til i dag, for vi skulle høre om traditionel tro, heksedoktorer og healere, men de eneste, der virkelig lavede heksekunstner var to frisører, som jeg vil vende tilbage til. De tjente i hvert fald rigeligt på at klippe mig. Til gengæld har jeg heller aldrig været så korthåret før, men mere om de senere.

Heksedoktorer og traditionel medicin

Vi startede med en introduktion til religion i Afrika; desværre koncentrerede vores lærer sig mest om de dominerende trosretninger og knap så meget om det, der vi fandt mest eksotisk. I Arumero (Arusha-området som er beboet af Mero-stammen) er de fleste lutheranere eller muslimer, men en stor del af de troende deltager også i den traditionelle tro og de ritualer, som er knyttet hertil.

Jeg ventede spændt på overnaturlige historier om ufattelige heksekræfter, men der var kun få. I øvrigt er de fleste heksedoktorer ikke overraskende plattenslagere. Der var dog et par eksempler:

En kvinde sagde nej til at gifte sig med en noget ældre mand. Manden svarede, at hun sikkert ville ændre mening. Om aftenen gik hun fredeligt i seng og sov trygt. Næste morgen vågnede hun imidlertid op uden for huset og nøgen. Hun ændrede nu ikke mening, men skyndte sig i stedet at flytte fra stedet.

En anden mand var lommetyv og stjal fra kvinder i det lokale transportmiddel, dala dala, som bare er en mikrobus, som kører folk fra sted til sted, når den er fyldt op. En kvinde besluttede sig imidlertid for at tage hævn, og hun besluttede, at hun ville ‘break a pot’. Hun ville altså kaste en forbandelse over ham. I dag er han skør, og vi så ham faktisk på Tengheru markedet.

En dyr klipning

På Tengheru markedet besluttede jeg mig for at blive klippet, og her startede eventyret om min hidtil dyreste og korteste klipning. Jeg fandt en lille, lille biks med en stol og et lille spejl. Forventningsfuldt og lidt afventende spurgte jeg, om han kunne klippe mig. Efter at have studeret mit Mzungo-hår lidt, sagde han ja!

Jeg satte mig ned, sagde at han skulle klippe det omkring fem cm langt. Han tog trimmeren og startede. Efter et øjeblik ville jeg have et billede af situationen, men så var mit kamera væk. Helt væk.

Det var blevet væk med tre sorte og fire hvide i rummet. Jeg havde sat det lige foran mig i hjørnet, og en af de sorte formåede at snige kameraet ud forbi os fire hvide - og der er ikke megen tvivl om, at jeg blev udsat for et lille komplot.

Heldigvis var vi på markedet med Steven Ndosi, som er vores lærer på TCDC. Vi hidkaldte ham hurtigt, og inden længe var sikkerhedsafdelingen i den ‘sub-village’, vi var i, inddraget.

Frisøren og hans assistent blev hurtigt arresteret og lagt i håndjern på et lille kontor, hvor de måtte aflægge forklaring. Håndjernene i en lille village i Tanzania er selvbinderstrik, så det skulle naturligvis lige bindes først. Den ene drengs far blev hentet, og der foregik en masse diskussion på swahili.

De sagde bege, at den tredje havde kameraet, men det blev ikke umiddelbart returneret. Derfor tog vi på politistationen med dem. Det foregik lidt specielt ved, at Steven lånte en bil af en af sine venner. Vi smed forbryderne op på ladet sammen med et par af mændene fra sikkerhedsafdelingen og mig, og så drog vi til Tengheru politistation.

Her aflagde jeg forklaring på engelsk, ventede og kiggede på de høns og geder som gik rundt omkring på gaden, fik støv i øjnene fra den ældre dame, som pludselig var ved at feje for skidt og møj. Han skrev møjsommeligt forklaringen ind med kuglepen på et stykke blankt papir, mens han gnaskede på sin tandstik. De to drenge blev bedt om at aflevere alle deres værdigenstande og bælter, og så blev de smidt ind i en celle. Formentlig kan de se frem til at få lidt bank i løbet af aftenen.

Jeg er overrasket over, hvor hurtigt de rent faktisk arbejdede, og vi mødte noget mere venlighed, end forbrydrene gjorde. Først blev de skældt huden fuld af flere fra sikkerhedsafdelingen, og her er det vigtigt at have i baghovedet, at ‘the elderly’ nyder ret stor respekt i Tanzania. Dernæst kom de til politistationen, hvor den ledende politimand bestemt ikke have meget til overs for de to drenge. Systemet virker til at være meget konsekvent, men ikke brutalt. De ældre forsøger at snakke sig til rette om sagerne.

Desværre har de ikke fundet den tredje fyr, så jeg har foreløbig betalt omkring 800.000 Tz schilling for en klipning. Til gengæld fik jeg aldrig betalt frisøren de 1.000 Tz shiilling, han forlangte.

Så når du spørger, hvordan det går, så svarer jeg: det går nogenlunde.

Habari gani? Nzuri kidogo sana. [Hvordan går det? Ikke så godt]

Detektivarbejde og genfundet kamera

Kriminalromanen om det forsvundne kamera fik i dag en glædelig afslutning, da det efter hårdt arbejde fra inspector Steven David Ndosi dukkede op igen. Det er en spændende historie med brækkede arme, samtaler mellem de ældre, politi og eftersøgning. Desværre var de to film, jeg havde taget, inden kameraet blev stjålet ikke med, men fortvivl ikke: nu kan jeg tage billeder den sidste tid jeg er her nede.

Eftersøgningen startede som bekendt i lørdags, da jeg mistede kameraet hos frisøren. Steven satte resolut himmel og hav i bevægelse for at få kameraet tilbage. Der er ingen tvivl om, at det blev en æressag for ham, fordi jeg mistede det, mens han var ved at vise os området omkring TCDC. Han involverede det lokale politi og sikkerhedstjenesten i den sub village Tengheru tilhører.

De kendte tyven og de medskyldige, og langsomt fandt de også et par vidner, som hjælper med flere og flere oplysninger.

[note]

Disse vidner kommer især frem efter nogle møder mellem de tre familiers ældre, som er den måde mange ting løses på i Tanzania. De ældre aftaler, hvordan sager skal løses.

Fx hvis en person fra Ndosi-familien er impliceret i et trafikuheld med en fra en anden familie, så vil de ældre fra de to familier sætte sig ned og diskutere, hvordan sagen kan løses. De implicerede er nemlig ikke bare dem selv, men det er hele famlien som er impliceret. Derfor skal hele familien også være med til at løse sagen.

Hvis vi i stedet tager et mord som eksempel, kan aftalen være, at den skyldige skal betale 49 køer i bod. Men det er ikke bare den skyldige person, men den skyldiges familie, som alle skal hjælpe med at betale denne bod.

[note slut]

Især nogle drenge som er i familie med de to fængslede havde oplysninger, som de gerne ville dele i bytte for nogle kontanter.

De kunne fortælle, at kameraet var blevet solgt i Arusha, og de kunne udpege sælgeren og køberen. Steven tager til Arusha med to lokale politimænd og får fat i en politimand fra Arusha, og de begynder at køre rundt for at finde nogen der ved noget mere. I alt kører de faktisk 66 km rundt i byen for at finde ud af noget. Desuden benyttede de sig af et par hvide løgne om, at udenrigsministeriet og den danske ambassade var dybt involveret i sagen - og at hvis de ikke samarbejdede kunne se frem til mange år i fængsel, fordi det var blevet til en diplomatisk sag.

De finder ham der har solgt kameraet, og han indvilliger i at samarbejde, for han har aldrig fået nogle penge. Faktisk fik han under handlen vredet albuen af led, så han ville gerne hjælpes til hospitalet. Efter at have udspurgt mennesker i på en bar, en taxachauffør, som havde transporteret sælgeren, og de ansatte på et apotek, fik de ivrige efterretningsfolk på apoteket at vide, at ejeren af en bestemt bil nok vidste mere. Det viste sig, at ejeren af bilen også var ejeren af apoteket, men det kan man ikke bare sige direkte, fordi han var ret betydningfuld.

Ejeren talte med Steven, og efter at have sikret sig, at den rigtige køber og han selv ikke ville få problemer, forsikrede han Steven om, at det ville være muligt at få kameraet igen. Han skulle bare lige bruge hans telefonnummer og navn.

Senere på aftenen ringede han så til Steven, og sagde at han ville møde ham nu på en benzinstation. Steven kørte derhen og mødte ham. Ejeren bad ham følge med, så de kørte nogle kilometer i hver sin bil. Så stoppede han, gav ham en plastikpose, hvor kameraet var i. Derfor kunne vi tage på politistationen og bede om at få lukket sagen. De to drenge, der blev fanget først, bliver formentlig løsladt uden retsforfølgelse, men de har alligevel også siddet fire dage i fængsel for at give en lov til at bruge deres forretning som ramme for et simpelt tyveri.

… og sådan blev jeg bevæbnet igen, så jeg kan tage nogle billeder.

Nøgleord:

Opdateret:

Skriv en kommentar

Din e-mail bliver ikke offentliggjort. Obligatoriske felter er markeret *

Indlæser...