Børns rettigheder i Tanzania

Steven Ndosi, som er vores lærer på TCDC, arbejder meget med børns rettigheder i Tanzania - og han ser mange positive fremskridt på dette område. I dag fik vi mulighed for at se hvordan de i lokalområdet arbejder med børn, som har vanskelige vilkår.

[Billede] Et af børnene foran indgangen til Mkombezi Centre for Street Children

Først besøgte vi Mkombozi Centre for Street Children. Gadebørn er et stigende problem i Tanzania. Årsagerne til at børn ender på gaden, kan være mange. De hyppigste er fattigdom, mishandling og forældre, der er døde af fx AIDS-relaterede sygdomme. Det var en opløftende oplevelse at besøge centeret, for de gadebørn som var på centeret så ud til at have det godt.

De ansatte på centeret gør meget for at nå ud til de børn, som kan have brug for at være på centeret. De ansatte tager fx hen til markederne hvor de taler med nogle af de børn som går rundt og sælger plastikposer eller bare flakker omkring. Samtalen drejer sig om hvorvidt barnet kunne tænke sig at komme på centeret. Det er altså frivilligt, men når først de er der, forpligter det. Forpligtelsen er formentlig en ganske god læreproces for børn, som har været vant til at strejfe omkring.

Børnene på centeret er gået fra en tilværelse, hvor de måske har sniffet lim for at kunne holde hverdagen ud og stjålet for at overleve til et sted, hvor de tilsyneladende har det godt og får undervisning i almindelige skolefag. På centeret lærer de også noget om almindelig hygiejne og respekt for andre mennesker, og så har de fortsat deres gode humør, hvilket var tydeligt da vi sluttede besøget af med at danse, klappe og synge sammen med dem. Teksten på indgangen viser noget om centerets holdning til arbejdet med børnene:

We believe in helping children to grow in mind, body and spirit is the way to build a strong community.

Remand Home

Mere chokerende var eftermiddagens besøg på et hjem for kriminelle børn. Først gav bestyreren af hjemmet os en lang forklaring om det tanzanianske retssystem, og bagefter fik vi lejlighed til at stille de indsatte et par spørgsmål. De blev stillet op på række midt i gården, og blev så bedt om hver især at fortælle deres historie.

Fælles for drengene på hjemmet var at de var sigtet for nogle alvorlige lovovertrædelser som mord, incest eller større tyverier. Da vi besøgte hjemmet var der syv drenge mellem 12 og 17 år med hver sin sørgelige historie.

To af drengene har været der nogle år på mordanklager. Begge nægtede dog at have myrdet nogen. En af de mordanklagede var ikke en gang dømt endnu, men bestyreren af børnehjemmet fortalte, at det kan tage helt op til fem år af afslutte en mordsag.

Børnene har nemlig en forkærlighed for at stikke af fra hjemmet, hvilket nok også fortæller lidt om hvordan de trives der. Derfor har de indsatte heller ikke megen frihed, og de er spærret inde når der ikke er noget opsyn.

Vi fik alle stor sympati for drengene på hjemmet, og Dina, Sune og Charlotte, som bliver i Tanzania under praktikopholdet, besøger dem en dag. Vi har planlagt, at de skal medbringe nogle t-shirts og noget at forlyste sig lidt med. Måske kan det bringe antydningen af et smil ind i drengenes ansigter - til daglig er der ikke meget at smile af, frihedsberøvede og kun mad to gange om dagen.

Bestyreren tilsyneladende ikke tyran

Bestyren af børnehjemmet virkede dog ikke som nogen tyran. Faktisk tror jeg, at han har sympati med nogle af de indsatte, men samtidig er det også alvorlige forbrydelser, de er anklaget for, og så snart de ser en lejlighed til det, vil mange af dem forsøge at stikke af, så han skal også være påpasselig.

Børnene bliver forsøgt sluset ud af hjemmet ved at komme ind på skoler eller tekniske skoler i området, hvis de ikke er for gamle til den tid. Men mens de er på hjemmet, får de kun undervisning hvis en frivilligt kommer fra lokalområdet og tilbyder deres hjælp.

Det virkede som nogle hårde forhold, men sammenlignet med Danmark er der ikke noget ualmindeligt i, at ungdomsforbrydre bliver låst inde, hvis de ikke er under opsyn. Til gengæld er det bekymrende, at de kunne være anbragt på hjemmet i temmelig lang tid kun med en sigtelse hængende over hovedet.

Vi sluttede besøget med at give dem det chokolade og juice vi havde tilbage fra middagen. Gad vide, hvordan sådan en lille bitte gestus påvirker en hverdag, som vi på ingen måde kan sætte os ind i.

Fremskridt eller stagnation?

Steven Ndosi arbejder hårdt for børnenes rettigheder, men det er et andet samfund. Det berører naturligvis dybt at se børnene på Remand Home, men hvis sigtelserne er sande er det også nødvendigt at tage affære. Til gengæld er det bekræftende at se de nye livsmuligheder børnene på Mkombozi Centre for Street Children har fået.